Hun er faldet rigtig godt til. I løbet af ugen har Jesper og jeg på skift været hjemme hos hende. Desværre kunne vi ikke få fri alle dage, så der skulle også arbejdes mens vi var hjemme på hvalpepasning.... Men det er nu gået over al forventning - hun er nemlig ret god til også at lege med sig selv, samt få taget en ordentlig lur eller 3 i løbet af dagen.
Vi har et mål om, at skulle ud og køre bil hver dag. De første gange kunne hun godt gå lidt rastløs rundt og måske pibe lidt de første 2-5 min, hvis hun ikke var meget træt, men allerede nu, så stiller hun sig selv klar nedenfor buret og lige efter hun bliver løftet op, så lægger hun sig ned og slapper af
På turene kører vi til byen og går tur, hvor der både er biler, cykler, busser, tog og en del mennesker. Det tager hun i stiv pote, men hun er ikke altid så trofast, da hun tit har lyst til at følge med de andre fodgængere.... Men faktisk synes jeg det går rigtig godt med at gå pænt rundt i line. Jeg "plejer" at bruge sele til vores hvalpe og hunde, men med Selma går det så godt med halsbånd og line - og hun er virkelig irriteret på selen, så ind til videre bliver det uden sele.
Vi har også været oppe i vores hundeklub et par aftner. Der har jeg trænet en lille smugle med klikkeren, men tiden er mest blevet brugt på at gå rundt, hilse på nogle mennesker og hunde og lære at andre mennesker og hunde skal man ikke hen og hilse på. Tror måske nok det bliver det med at forstå, at ikke alle mennesker er til kun for at hilse på hende, som bliver sværrest for Selma
En eftermiddag var jeg i skoven med Selma - det var rigtig sjovt. Hver gang hun havde forelsket sig i en gren og stolt kom slæbende med den, så fik hun liiiige øje på en, som var lidt mere interessant, så den måtte hun hellere skift til. Det tyder i hvert fald på, at hun er glad for at bære ting i munden - hvilket glæder mig, da jeg med både Elvis og Curie har haft svært ved at få apportøvelsen til at fungere.
De fleste ture (både i bilen, og når vi går herhjemme) er hun ude på egen pote, men hun har også hver dag gået en lille tur med Curie, og her til morgen luftede vi for første gang alle hundene sammen. Elvis og Curie var i flexliner, mens Selma fik lov til at løbe løs rundt imellem dem og os. Det var SÅ hyggeligt, og Selma havde en fest rundt mellem alle de poter og fødder. Det var lidt mere udfordrende, da Selma og jeg efter ganske kort gik tilbage igen, mens Jesper fortsatte på en rigtig tur med de store hunde. MEN heldigvis er hendes madhjerte stort, og da morgenmadden stod klar derhjemme, så glemte hun hurtigt alt om, hvad hun gik glip af!
Jeg syntes det var super at høre, at opdrætteren havde haft alle hvalpene i bad, så jeg tænkte, at det måtte jeg hellere bygge videre på. Derfor var Selma i dag en tur under bruseren. Ikke at hun var synligt beskidt, men tænkte at det ville være god tilvænning, så det handlede mest om at pjaske rundt og spise godbidder og opdage, at det måske var meget hyggeligt at blive overbruset? Efter at have leget med håndklædet (mens jeg forsøgt at tørre hende) så fandt jeg bloweren frem - ikke for at rette pelsen på hende, men for at vende hende til den. Heldigvis har jeg en med justerbare styrke og varme, så jeg skruede helt ned for den og kom lidt varme på.
Må sige at hun er en super sej tøs. Hun var enormt nysgerrig, og stak næsen helt ned til mundstykket - det var hun nu ikke så begejstret for, men der gik ikke mange sekunder inden hun var tilbage igen. Imens hun fik lov at spise Curies kedelige tørfoder (som hun bare ELSKER) så fik jeg love at blæse lidt på hende - først på fusserne, men efterhånden var hun så ligeglad, at jeg også kunne blæse hende op ad kroppen, på ryggen og på brystet. For Selma handlede det mest om at kunne få lidt at guffe på! Tænker at det er en fordel at komme i gang med bad inden jeg står med en møgbeskidt hund, som bare skal vaskes ASAP, og hvor der ikke er ordentlig tid til tilvænningen.
Tilsvarrende har vi også en aftale om, at hun skal med i hundesvømmehallen, så snart hun er vaccineret igen (ejeren vil helst at de er færdigvaccineret, får de kommer der). For vi har prøvet at skulle vænne 2 hunde til genoptræning i vand efter de er kommet til skade og skal i gang med genoptræning - vi håber aldrig Selma får behov for en genoptræning, men skulle det ske, så kan vi lige så godt gøre det så let (og dermed effektivt) som muligt for hende.
Er der noget, som virkelig imponeret mig ved Selma, så er det hendes næse!! Selv på fuld mave kan hun gå ud i græsset, og hvis de store har fået mad i græsset, så går der ikke lang tid inden hun stå og tygger, og bagefter snuser endnu mere intenst. Det de store får i græsset er bare light tørfoder, så der er ikke meget duft ved det, og før Selma kom til Askely ville jeg have svoret, at Curie ikke forlod græsplænen før sidste foderpille var samlet op. Mere madglad hund end Curie troede jeg kun, man kunne finde i en labrador - men nu ved jeg så at Selma slår både Curie og alle de labradors jeg har hørt om
Derfor skulle vi også ud og gå de første spor i dag. Jeg havde lagt 3 små spor på naboens mark, hvor græsset ikke er alt for højt, men allerede ved starten på det først måtte jeg stoppe det. Der var nemlig så mange myrer, at de kyllingestykker jeg havde lagt i græsset var næsten helt sorte af myrer, og selvom Selma lynhurtigt havde det første lille stykke inkl. måske 5 myrer i munden og glad var på vej med det næste, så synes jeg ikke lige det var en måde at starte sporarbejdet op på, så til hendes store utilfredshed tog jeg hende op på armen og samlede markeringsstokkene sammen. Imens kom der de sjoveste lyde fra Selma mens hun prøvede at få myrerne spyttet ud af munden igen, men så snart jeg prøvede at sætte hende ned igen, var hun klar til at spæne tilbage.... Den næse var HELT klar over at der lå mere godt i græsset!!
Lige nu er jeg ved at vride hjernen af led for at komme i tanke om, hvor jeg kan tage hen og træne spor med hende - de marker vi har lov at træne på er græsset alle MEGET højt, men jeg skal jo ikke bruge ret meget plads, så jeg håber jeg finder et sted!
Ellers er vi godt igang med alene-hjemme-træningen. Igen viser Selma sig fra sin seje side. Allerede fra dag 1 kiggede hun bare, hvis man efterlod hende bag en hvalpelåge, mens man gik på toilettet, hentede noget i et andet rum mv. Nu er vi nået så langt at vi kan nå at gå en tur på 20-30 min. med de andre hunde, mens hun alene "passer på huset". Dvs. hun har nu bare sin hvalpegård i stuen at passe på
Faktisk går det rigtig godt med renlighedstræningen. Bortset fra et par uheld (af den våde slags) både mandag og tirsdag, så går det rigtig godt med at komme udenfor inden hun laver noget. Her hjælper det naturligvis også at det er sommer, samt at hun sover i bur om natten. Ind til videre står jeg op med hende én gang om natten og så kl. 5, hvor vi normalt står op - men det er nu også lykkedes at overtale hende til at sove et par timer efter kl. 5 de dage, hvor jeg selv har haft mulighed for det
Det går rigtig godt med Selma og de andre hunde. Elvis vil rigtig gerne trække tov med hende og Curie vil bare rigtig gerne lege med hende, så hende springer Selma op på, løber rundt efter osv. Men heldigvis kan de også slappe af sammen (nogle gange skal de dog lige have lidt hjælp til at huske, at man også skal tage sig en pause!) Men lige pt ligger der 3 hunde omkring vores sofa og storsnorker i kor. Tænk så idyllisk det hele virker!!!
Som det fremgår, nyder vi hver en dag med Selma, og hun finder hele tiden på nye sjove ting. Der er så meget man skal nå at opleve sammen med hvalpen her i starten - mens vi stadig skal sørge for mange og lange pauser, så hun også lærer at slappe af. Så naturligvis er det et stort arbejde med en hvalp i huset - ikke mindst, når det er et livsstykke som Selma, der altid er klar på sjov og ballade, og gerne stjæler alt, hvad hun finder af spændende ting på gulvet, og hvis ikke lige der er noget der, som er sjovt at lege med, så hænger hun gerne i vores bukseben eller sandaler. Jeg skal love for at både hvalpetænder og negle er blevet spidset fint inden du afleverede hende *G* men hun bliver lige så stille mere forsigtig når hun griber fat i fingre, tær og tøj. Så mon ikke hun begynder at forstå, at vi ikke er helt så hårdføre som de andre Missnutts hvalpe?
Indtil videre, så er den eneste "bekymring" at hitte ud af, hvorledes vi "limer" halestumpen ned, så den sidder så korrekt som muligt - for jeg skal lige love for at den står LIGE op i luften, så snart der sker noget sjovt - og det synes Selma der gør næsten hele tiden. Faktisk overvejer jeg om hun måske kan bruges i beagelavlen, for hun har da lige den haleføring, som de altid står og holder deres beagelhaler i på udstillingebilleder *G*
Ingen kommentarer:
Send en kommentar