onsdag den 22. juni 2011

Tirsdag d. 14/6 - første træningsgang

Så startede den "rigtige" hundetræning for Selma.

Vi er så heldige at have fået plads på et hold med titlen "Foundation" og må indrømme, at jeg allerede elsker konceptet!

Det handler primært om at lære at lære - både for hund og hundefører.
Derfor bliver vi sat til at lave en hel del forskellige øvelser, som ved første øjekast har meget lidt med lydighed at gøre.
F.eks. var de første 2 opgaver
- box: gå op i papkassen og stå der
- hand touch: berør min hånd med snuden

Jeg har valgt (så vidt det overhovedet er muligt for mig!) at shape alle øvelser.
Det er lidt spændende, for jeg har altid været rigtig slem til at lokke, nok primært fordi jeg er ret utålmodig og gerne vil se resultater.... :-)
Men jeg ved jo også, at hvis jeg (og Selma) får lært shaping, så vil meget indlæring gå hurtigere - eller i hvert fald bedre på længere sige, så jeg prøver virkelig at være tålmodig nu......

Jeg var startet op med at shape lidt inden. Der havde jeg arbejdet med:
- finger touch: berør min tommel- og pegefinger med snuden
- foot: berør lille musemåtte med den ene forpote
- kontakt: se mig i øjnene
Men jeg syntes, at jeg havde en del problemer med at få Selma til at tilbyde adfærd, så der var noget at klikke for. Kun på finger touch var hun aktiv - og der kan man jo også sige at der var en form for animering, samtidig med at jeg gjorde meget ud at fodre i positionen.
Desuden kunne jeg kun træne meget kort tid med Selma. Efter ganske få minutter blev hun helt passiv.

Derfor var jeg rigtig spændt på at komme til træning, for hvordan skulle vi kunne træne i over en time, på et fremmed sted, blandt andre hvalpe, når jeg ikke engang kunne fange hendes interesse 5 min herhjemme?

Alle forudsætninger for en god træningsaften var dog på plads. Vejret var skønt, træningspladsen lå dejligt afskærmet og Selma var rigtig i hopla. Så alle mine "bekymringer" blev gjort til skamme.
I forhold til en alder på 9 uger var Selma rigtig meget "på" og forholdsvis koncentreret om mig.

Desuden startede jeg med at være lidt heldig
- papkassen var spændende: "klik"
- jeg var altså ikke færdig med at undersøge den: "klik"
- et regulært "hvalpehop" og pludselig stod Selma med begge forpoter i papkassen: "klik"
- som hvalp står man jo ikke stille - og går primært fremad: "klik"
- instruktøren kom over mod os, hvilket fik den nysgerrige Selma til at søge i hendes retning - hvilket betød, at begge bagben kom op i papkassen: "klik"
og sådan 1-2-3 havde hun løst første opgave :-)
Helt så let gik det ikke de næste gange vi prøvede papkassen, men hun var ret aktiv og der var meget at klikke for, så er sikker på at den øvelse nok skal komme forholdsvis let!

Med hand touch skulle jeg ændre en væsentlig ting ifht. det finger touch jeg selv havde trænet: hånden som var target skulle være helt godbidsfri, og der skulle fodres med den anden hånd, for ikke at få "smittet" target med duft. (Dette for ikke at animere hvalpen til at begynde at slikke på target)
Derfor var jeg nød til at have klikkeren i min godbidshånd - og det havde jeg altså ikke rigtig god motorik til - hmmm
Men øvelsen gik nu OK - tydeligt at den lignede noget Selma kendte, så vi nåede til at hun ikke kun skulle dutte på target, men holde næsen der et par sek. Det er dog noget vi kommer til at træne meget mere på i kendte omgivelser, før det kommer til at virke!

Derefter var det tid til at introducere 2 nye opgaver:
- Pole dance: Selma skal gå rundt om en stok (med uret)
- Spin ( hoved kl. 12, mås kl. 6 )
Begge øvelser kom vi OK fra start med. Spin valgte jeg dog at lokke på - shame on me!!! men når instruktøren starter med at sige, at trods flere forsøg (på forskellige hunde) så er det endnu aldrig lykkedes hende at shape denne øvelse, ja så havde jeg altså ikke rigtig mod på at gøre forsøget :-)
Jeg tror det var en fordel, at Spin var sidste øvelse, for når jeg havde fået Selma i korrekt position, så blev hun gerne stående lige så pænt, og så kunne hun jo få endnu en belønning for at stå korrekt.

Som det (måske?) fremgår, så fik vi trænet en hel del, men jeg sørgede nu også for at holde en del pauser undervejs, hvor vi gik lidt rundt, prøvede at ligge ned og slappe af (ikke nogen let øvelse for Selma!) og legede trækkeleg.
Det ændrede dog ikke ved, at det var en meget træt hvalp jeg havde med hjem :-)

Nu glæder jeg mig rigtig meget til at træne videre på øvelserne til næste uge!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar